Om Forebyggelsessekretariatet
Forebyggelse er et centralt element i Region Sjællands strategi "Region Sjælland - for borgerne".
Regionen har forpligtet sig til at levere en målrettet, tidlig og forebyggende indsats til alle borgere. Ambitionen er at skabe flere sunde og gode leveår for regionens borgere, hvilket afspejles i budgetaftalerne for 2022, 2023 og 2024.
Læs mere om forebyggelsessekretariatet her:
Medarbejdere i Forebyggelsessekretariatet

Anne Dalhoff Pedersen
Leder af Forebyggelsessekretariatet
Anne Dalhoff Pedersen er uddannet sygeplejerske og har en Master of Public Health (MPH) samt en Master of Project, programme and innovation (MPP). Hun har omfattende erfaring inden for projektudvikling og porteføljeledelse med særligt fokus på interessentanalyse. Hendes arbejde er kendetegnet ved tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.
Som leder af Forebyggelsessekretariatet arbejder Anne med at binde indsatser sammen, så de bliver mest tilgængelige for borgerne. Hun brænder for at finde løsninger, der gavner både patienter og klinikere.
Anne motiveres af at se sine kollegaer lykkes med deres projekter, hvilket er en af grundene til, at hun har valgt lederrollen. Hun er særligt engageret i arbejdet med ulighed i sundhed og sundhedskompetence, områder der ofte får for lidt opmærksomhed.

Louisa Mittet
Konsulent
Louisa har en bachelor i Global Nutrition and Health og en kandidatgrad i Tværvidenskabelige Sundhedsstudier (cand.scient.san.). Hun arbejder med projektledelse med fokus på kompetenceløft og undervisning af sundhedsprofessionelle på sygehuse for at styrke sektorovergange og sikre, at borgere oplever bedre sammenhæng i deres forløb.
I Forebyggelsessekretariatet anvender Louisa sin baggrund inden for udvikling og implementering af forebyggende indsatser i sundhedsvæsenet. Hun har solid erfaring med kompetenceudvikling og undervisning. Derudover arbejder hun med stigmareducerende kommunikation, særligt i samtaler om alkohol og tobak. Hun har også erfaring med at integrere forebyggelsestilbud i patientforløb.
Louisa motiveres af at omsætte viden til praksis og se konkrete resultater, særligt når det bidrager til bedre trivsel og sundhed for borgere og patienter. Hun interesserer sig især for udvikling, implementering og evaluering af indsatser, der styrker forebyggelse og sundhedsfremme i praksis.

Katrine Egebjerg Nielsen
Konsulent
Katrine er uddannet sygeplejerske og har en sundhedsfaglig kandidatuddannelse fra Syddansk Universitet. Tidligere har hun arbejdet som klinisk sygeplejespecialist på Kirurgisk Afdeling i Køge, hvor hun har opnået værdifuld erfaring i det kliniske miljø.
I Forebyggelsessekretariatet arbejder Katrine med at styrke sammenhængen i borgerforløb på tværs af sektorer. Hun har særlige kompetencer inden for tværfaglig koordinering, implementering af forebyggende indsatser og udvikling af arbejdsgange, der understøtter en helhedsorienteret indsats for borgeren.
Katrine har desuden erfaring med systematisk henvisning og samarbejde mellem sygehus og kommune, særligt i forbindelse med nikotin- og rygestopforløb.
Katrine brænder for at finde løsninger, der gavner både patienter og klinikere, og hun er motiveret af at skabe værdi i praksis gennem samarbejde og udvikling.

Anne-Cathrine Dragsted
Konsulent
acad@regionsjaelland.dk | LinkedIn
Anne-Cathrine er uddannet fysioterapeut og har en sundhedsfaglig kandidatuddannelse fra Syddansk Universitet. Hun har flere års erfaring fra både hospitals- og kommunalt regi, blandt andet fem år på Rigshospitalet, hvor hun arbejdede med genoptræning af intensive patienter samt hjerte- og lungekirurgiske forløb. Senere var hun udviklingsterapeut i Solrød Kommune og har desuden arbejdet i Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet med fokus på brobygning mellem sundhedscentre og foreningslivet.
I Forebyggelsessekretariatet er Anne-Cathrine ansat som projektleder. Hun har en bred viden om rehabilitering og forløbsprogrammer inden for kroniske sygdomme som KOL, hjerteproblemer og type 2-diabetes.
Anne-Cathrine motiveres af at skabe struktur og overblik og ser værdi i at arbejde helhedsorienteret på tværs af sektorer og organisationer – med fokus på samarbejde, udvikling og at føre projekter sikkert i mål.

Rosanna Maaria Ojala
Konsulent
Rosanna kommer fra det finske sundhedsvæsen og er uddannet med en kandidatgrad i folkesundhed. Hun har tidligere arbejdet som forskningsassistent ved det finske Institut for Folkesundhed, hvor hun deltog i evaluering og rapportering af internationale rygestopindsatser.
Senere arbejdede Rosanna som konsulent hos WHO i København med fokus på tobaksforebyggelse på europæisk niveau. Her opbyggede hun erfaring med evidensbaseret evaluering og formidling af sundhedsdata til at styrke forebyggelsesindsatser.
I Forebyggelsessekretariatet bidrager Rosanna til udvikling og implementering af forebyggende indsatser. Hun arbejder med planlægning og understøttelse af indsatser inden for rygestop og alkoholforebyggelse. Hun brænder for at styrke sundhed og trivsel for alle borgere, især dem, der har størst behov.
Hun er gymnast på eliteplan og mentor for andre elitegymnaster, hvor hun både træner og deler erfaringer om præstation, motivation og udvikling.
Medarbejdere i Forebyggelsessekretariatet
Kontakt
Adresse
Midt- og Vestsjællands Hospital, Slagelse
Forebyggelsessekretariat
Fælledvej 6, 3. sal
4200 Slagelse
Se kort
Find vej på Midt- og Vestsjællands Hospital, Psykiatrien i SlagelseRing til os

