Lines idé om landsdækkende kvalitetsuge bliver realiseret
fredag den 27. juni 2025

Når Dansk Selskab for Patientsikkerhed til september lancerer "Kvalitetsugen", så var det Line Rosell Walker, der fik ideen.
Line er cheflæge på Kirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus og hun hørte om et lignende koncept i England på årets International Forum for Quality and Healthcare.
- Jeg er virkelig glad for, at Dansk Selskab for Patientsikkerhed har taget ideen op, så vi får mulighed for at dele en masse viden på tværs - som jo i sidste ende vil gavne patienterne, siger Line Walker.
Udbredelse af ideer
Det nye initiativ finder sted 2. uge i september, og her opfordres alle i sundhedsvæsenet til at dele lokale erfaringer på virtuelle arrangementer.
Målet er at skabe kendskab til lokale kvalitetsforbedringer, der kan bredes ud.
- Der er rigtig meget i sundhedsreformen, der handler om skalering og udbredelse af gode ideér, så der ikke bruges ressourcer på at genopfinde den dybe tallerken. Så det er i den ånd, at vi nu tager initiativ til en uge, hvor netop det er i fokus, siger PS!-direktør Inge Kristensen.
Vi er for dårlige til at dele
Og derfor er Line Walker glad for, at hendes idé nu bliver ført ud i livet:
- Et af hovedbudskaberne på årets International Forum for Quality and Healthcare (IHI Utrecth 2025) var, at der foregår rigtig meget godt kvalitetsarbejde rundt omkring, men vi er for dårlige til at sprede og skalere disse initiativer, både lokalt og nationalt og internationalt, når der er mulighed.
- Derfor er kvalitetsugen i september et forsøg på at highlighte det, der laves rundt omkring i det danske land, som vi alle kan lære af og adaptere til egne kontekster, hvis muligt, siger hun.

Kort om Kvalitetsugen
Kvalitetsuge afholdes for første gang den 8.-12. september 2025.
Formål er at skabe kendskab til lokale kvalitetsforbedringer, der har potentiale for udbredelse.
Sundhedspersonale, der har tiltag eller initiativer, der egner sig til udbredelse, opfordres til at deltage.
Emner kan være kapacitetsudnyttelse, Vælg Klogt, medicinsikkerhed, tværsektorielt samarbejde, psykiatri og mental sundhed.
Læse mere på Dansk Selskab for Patientsikkerheds hjemmeside: