Gå til indhold

Flere sengepladser til akutte patienter

I løbet af foråret kommer Slagelse Sygehus til at lave om på, hvor akutte patienter skal ligge.
Chefsygeplejerske Christian

- Det er en helt anden måde at håndtere vores akutte patienter på.
Sådan lyder det fra Christian Jørgensen, der er chefsygeplejerske i Akutafdelingen.

I løbet af foråret kommer Slagelse Sygehus nemlig til at lave om på, hvor akutte patienter skal ligge, når de kommer på sygehuset.

Her samler vi flere af sygehusets specialer i samme bygning som Akutafdelingen, så det bliver ét samlet akuthus.

På den måde kan akutte patienter, så vidt det er muligt, blive i akuthuset uden efterfølgende at skulle rykke til et andet afsnit på sygehuset.

- Slagelse Sygehus kommer til at have 79 sengepladser fordelt på tre etager udelukkende til akutte patienter, fortæller Christian Jørgensen.

Sygehuset skal udvikle sig

Som patient er der ikke umiddelbart noget, der er anderledes. Indgangen til sygehuset er den samme, behandlingen er den samme og den høje kvalitet er den samme. Men så er der alligevel noget, der kommer til at være anderledes.

- Som sygehus skal vi udvikle os, så vi hele tiden giver vores patienter de bedst mulige forløb. Og vi vil gerne sikre, at patienterne udredes så hurtigt som muligt og oplever et endnu mere sammenhængende forløb.

Ambitionerne er, at alle akutte forløb skal starte i akuthuset, og at langt størstedelen af dem også afsluttes i akuthuset, enten når patienten er færdigbehandlet, eller når patienten kan udskrives og fortsætte i behandling i egne trygge rammer i hjemmet.

- Og så er tanken, at de længerevarende indlæggelser eller de mere specialiserede behandlinger kan varetages i de bagvedliggende sengeafsnit på sygehuset, siger Christian Jørgensen.

Det nye samlede akuthus træder i kraft i slutningen af april.