Gå til indhold

Evas hjerte banker for de gamle i geriatrien

Hun er både nørd og detektiv i sit arbejde på Geriatrisk afdeling. Hun elsker det gode arbejdsmiljø og planlægger en fremtid som speciallæge i Region Sjælland.
Eva Sigfusson
- Jeg er for nørdet, så jeg kunne ikke slippe patienterne, siger Eva Sigfusson om en af grundene til at hun valgte geriatrien.

- Der er rigtig god stemning, og vi har det tit sjovt. Og så har jeg det godt med de gamle. Det er dem, mit hjerte banker for.

Eva Sigfusson er Hoveduddannelseslæge på Geriatrisk afdeling på Slagelse Sygehus. Og hvis nogen tror det er kedeligt hos "de gamle", kan de godt tro om.

Man skal være detektiv

Man skal nemlig være lidt af en detektiv, for at arbejde med ældresygdomme, fortæller Eva, der betegner sig selv som lidt af en nørd.

- Det er i virkeligheden et rigtig stort detektivarbejde at finde ud af, hvad de gamle fejler. Og de fejler tit mange ting. De har også tit pårørende, man skal tage sig af. Så man skal have mange bolde i luften nogle gange, når man har at gøre med ældre mennesker.

Kunne ikke slippe patienterne

Egentlig startede Eva Sigfusson på almen medicin, men valgte at skifte spor til geriatrien:

- Jeg er for nørdet, så jeg kunne ikke slippe patienterne. Når først det blev spændende og jeg skulle henvise dem videre, ville jeg gerne selv følge dem til dørs, forklarer Eva, der har en forkærlighed for polyfarmaci (brugen af flere lægemidler på samme tid).

Vil blive i Region Sjælland

En særinteresse som mange patienter i Region Sjælland vil få glæde af.

For når Eva Sigfusson er færdiguddannet speciallæge, har hun tænkt sig at blive i regionen:

- Det gør jeg, fordi vores patienter har brug for os. Der er langt mellem de praktiserende læger nogle steder, der er langt mellem speciallægerne på nogle af ydersygehusene, og patienterne er mere syge. Så jeg vil hundrede gange hellere være her, end jeg vil være i Gentofte.

Oplæg om tryghed og trivsel

Forleden delte Eva Sigfusson sammen med Uddannelseskoordinerende yngre læge Stig Alexander Larsen sine erfaringer fra geriatrien på Slagelse Sygehus på en temadag om trivsel og tryghed i lægeuddannelsen på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.

Og det gjorde hun uden at blinke:

- Det er den afdeling med det bedste arbejdsmiljø, jeg har været på.

Samtale ikon

Tryghed og trivsel i hverdagen

Her nogle af de eksempler som de to læger kom med, på hvorfor trivslen er i top på Geriatrisk afdeling på Slagelse Sygehus:

Opgaver og patienter fordeles
Med respekt for den enkeltes kompetenceniveau og erfaring.

Altid mulighed for supervision
Lang middagskonference, der prioriteres.

Vi er et fællesskab – ikke bare et team
Flad struktur og stærk teamfølelse.
Fællesskab og humor gør selv de travle dage håndterbare.

Vi løser problemer i fællesskab
Vi løfter i flok – ingen går hjem, før alle er færdige.
Vi tjekker ind med hinanden løbende, særligt ved middagskonferencen.

Vi passer på hinanden
Der er ægte interesse for, hvordan kollegaerne har det - også når der skal tages hensyn.
Man ved, man bliver grebet, hvis man laver fejl eller har det svært.

Der er en kultur for åbenhed
Problemer og udfordringer tages op i fælles forum - på alle niveauer.

Fokus på en tryg start på afdelingen
Buddyordning for nye kollegaer.

Vi dyrker det sociale
Fredagsmorgenmad er en vigtig tradition.
Sociale arrangementer udenfor arbejdet styrker sammenholdet.