Gå til indhold

Fra engangs- til vaskbare og genbrugelige medicinbægre

Et testforløb på Slagelse Sygehus skal være med til at nedbringe brugen af engangsprodukter.
En workshop skød testforløbet med nye medicinbægre i gang.

På et sygehus findes en del engangsprodukter, som ender i skraldespanden efter at være blevet brugt én gang, og én af de engangsprodukter er medicinbægre.

Men på Kirurgisk Sengeafsnit på Slagelse Sygehus er man netop gået i gang med et testforløb af vaskbare og genbrugelige medicinbægre. På den måde kan man nedbringe forbruget af ressourcer og undgå produkter, der ender i skraldespanden.

Testforløbet fungerer som en slags 'challenge'.

I 2022 testede man nemlig også vaskbare medicinbægre på Slagelse Sygehus, og her fandt man ud af, at genbrugelige og vaskbare medicinbægre godt kan implementeres i personalets arbejdsgang.

Det eneste problem var, at der i dag ikke findes et genbrugeligt medicinbæger, der lever på til personalet og patienternes behov.

Kirurgisk Sengeafsnit tester medicinbægrerne af i den kommende tid

Så derfor udfordrede Gate 21 sammen med Regional Udvikling i Region Sjælland markedet og inviterede virksomheder til at udvikle et mindre klimabelastende medicinbæger.

Virksomhederne Abena og Scholler Plast endte med at tage udfordringen op og har leveret deres bud på fremtidens medicinbægre. De nye løsninger er nu blevet testet af personalet på Kirurgisk Sengeafsnit.

Testen af de nye bægre blev efterfulgt af en workshop, hvor medarbejdere fra Kirurgisk Sengeafsnit kom med deres bud på en ny arbejdsgang med de nye medicinbægre.