App til nyansatte læger er taget i brug i Medicin 2
MERE END 90 DAGE GAMMEL
torsdag den 4. januar 2024

Farvel til den fysiske introduktionsmappe, og goddag til en app, hvor alt er samlet ét sted
Tidligere fik man som ny læge i Medicin 2 på Slagelse Sygehus introduktionsmateriale udleveret i en fysisk mappe. Her kunne man finde informationer om alt fra retningslinjer til parkering. Man kunne læse diverse pjecer omkring vagtplanlægningen, uddannelse, blive klog på to-faktor-godkendelser og diverse systemer.

Men nu har Medicin 2 sagt farvel til den fysiske introduktionsmappe og sagt goddag til digitalisering i form af en app fra Emento, hvor alt materialet ligger samlet.
Annmari Kjærsgaard, der er Kvalitets- og udviklingskoordinator i Medicin 2, fandt i anden anledning ud af, at der på sygehuset var et igangværende pilotprojekt med en app, som blev anvendt som forløbsguide til patienter på Kirurgisk afdeling på Slagelse Sygehus.
- Det satte gang i en masse kreative tanker, og vi fik i sidste øjeblik mulighed for at komme med i projektet, hvor vores fokus var personaledelen, fortæller Annmari.
- Jeg greb ideen med det samme, for det tog lang tid hver gang at skulle udarbejde den fysiske introduktionsmappe, hvor der både skulle bestilles, printes, foldes og samles. Nu var der en bedre måde at gøre det på, fortæller Bitten Roug, der er afdelingsledelsessekretær i Medicin 2, og fortsætter:
- Men det krævede, at vi speedede op, for pilotprojektet var sat i gang et halvt år forinden. Vi fik en måned til at bliver klar med det hele, for at kunne komme med i pilotprojektet. Vi burede os nærmest inde og startede fra en ende af. Det har virkelig været en god og produktiv proces.
Efter et intensivt arbejde blev appen til de nyansatte læger i Medicin 2 klar til at gå i luften med deres ansættelsesstart 1. december 2023.

Appen fungerer sådan, at de nyansatte læger får præsenteret introduktionsmaterialet i mindre bidder hen over den første måned i deres introduktionsperiode. Introduktionsblokkene bliver altså frigivet med løbende remindere hen over den første måned.
- Vi har bygget det hele op fra bunden selv og det havde vi som sådan ikke nogle forudsætninger for, men med kyndig hjælp fra Innovationskonsulent Isa Holmboe fra Kirurgisk Afdeling kom vi i mål med opgaven. Derfor er vi også virkelig stolte af det, vi har lavet, siger Bitten.
- Tankerne for at gå med i en APP var for at vi kunne frigive tid, da det var en tidstung proces at lave de fysiske mapper, men ikke mindst for at kunne blive digitaliseret med et tidssvarende introduktionsmateriale vægtede højt. Som en gevinst er det både miljøvenligt og kan forhåbentlig på sigt være med til at give et trygt og fagligt fundament hos de nyansatte læger, Siger Annmari og afslutter:
- Vores drøm er at vi på sigt kan brede det ud til alle medarbejdere i Medicin 2 således, at det bliver en fælles app, hvor de ansatte vil kunne finde al relevant information samlet ét sted.