Workshop på Slagelse Sygehus bød på fuldt fokus på forebyggelse
MERE END 90 DAGE GAMMEL
torsdag den 7. december 2023

Hvordan kan vi være med til at sætte forebyggelse på dagsordenen? Og hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, der er for alle?
Spørgsmålene var omdrejningspunktet for en workshop på Slagelse Sygehus med fuldt fokus på forebyggelse, der torsdag blev afholdt for den samlede ledelseskreds på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.
Her mødtes ledere altså på tværs af sygehusenes afdelinger for at tale om, hvordan man allerede nu arbejder med forebyggelse - og hvordan det forebyggende mindset kan udbredes endnu mere.
- Vi er nødt til at tænke anderledes, for vi kan ikke behandle os ud af den stigende efterspørgsel på behandling. Vi tror også på, at det vil have en effekt på vores sygehuse, sagde sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen blandt andet, da han bød velkommen til dagens workshop.

Hvordan møder man bedst patienterne og borgerne?
Dagen var arrangeret af Region Sjællands Forebyggelsessekretariat og bød på oplæg fra blandt andet Liv Stubbe Østergaard fra Steno Diabetes Center Sjælland og Bo Kolbye, der er leder af Helbredsprofilen.
Fælles for dagens oplæg var et fokus på, hvordan man som sundhedspersonale bedst møder patienter og borgere der, hvor de er.
Og så drøftede afdelingerne på tværs også, hvilke mulige forebyggende indsatser, der kunne implementeres i egen afdeling.
- Det, jeg særligt tager med mig fra i dag, er, at vi skal sætte sundhedskompetencer på dagsordenen. Vi arbejder hver dag på at skabe det bedste forløb for vores patienter og borgere, og derfor skal vi have fokus på, om vi omsætter vores viden på den rigtige måde, sagde Anne Grethe Larsen blandt andet under en debat.
-Vi er nødt til at tænke nyt
Dagen blev afsluttet med oplæg fra Anne Frølich, der er leder af Videnscenter for Multisygdom og Kronisk sygdom på Slagelse Sygehus og klinisk professor ved Københavns Universitet. Hun var inviteret ind for at holde oplæg om multisygdom.
- Vi er nødt til at tænke nyt, for udviklingen mod, at borgerne har flere sygdomme, ser ud til at fortsætte over de kommende år. Derfor er der også behov for at indføre mere forebyggelse, der virker, fortalte Anne Frølich blandt andet.
Oplægget fra Anne Frølich førte til en drøftelse af, hvordan man bedst kan håndtere udviklingen med flere patienter og borgere, der har flere sygdomme på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse.
Særligt blev det fremhævet, at der opleves et stigende behov for en mere generel viden på tværs af specialer og afdelinger, så patienterne kan favnes på bedst mulig måde.
