Gå til indhold

Børneakutmodtagelsen på Slagelse Sygehus modtager som den første i regionen akutte børn direkte i afdelingen

Frem for først at skulle gennem Akutmodtagelsen, kan akutte børn nu modtages direkte i Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus.
Cheflæge Cæcilie Trier Sønderskov og Chefsygeplejerske Jannie Lundoff Nissen fejrede med resten af afdelingen det nye ASAP-modul med flag og balloner
Åbningen af det nye ASAP-modul blev fejret med flag og balloner.

- Det har været lang tid undervejs, så vi er virkelig glade for, at det nu er lykkedes.

Sådan lød reaktionen fra Chefsygeplejerske Jannie Lundoff Nissen på dagen, hvor Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus er gået i luften med et helt nyt ASAP-modul i Sundhedsplatformen.

Og selvom det måske kan lyde en smule teknisk og indviklet, så er det nye modul faktisk med til at gøre det omvendte for patienterne - det betyder nemlig et forbedret og mere enkelt patientforløb for børn og unge.

Med det nye ASAP-modul skal akutte børn og unge nemlig ikke længere først gennem Akutmodtagelsen for at ende på Børne- og Ungeafdelingen. Kun de børn, der har det dårligst, og som kommer ind på det, der kaldes røde kald, skal stadig gennem Akutmodtagelsen.

- Tidligere har patientforløbet været lidt logistisk bøvlet, fordi børnene måske er mødt op i Børne- og Ungeafdelingen, så er de blevet sendt hen for at blive registreret i Akutafdelingen, og så er de kommet tilbage til os. Det nye modul er nu bygget for at øge patientsikkerheden og give et bedre patient-flow, siger Jannie Lundoff Nissen.

Cheflæge Cæcilie Trier Sønderskov fortæller desuden, at hele princippet i at modtage børn i en børneafdeling understøttes med det nye modul.

- I stedet for at modtage børn i Akutafdelingen, der er en blandet voksen- og børneafdeling, så modtager vi børnene her, hvor vi er gearede til dem. Det hele er lavet i børnehøjde, og både patientsikkerhedsmæssigt, psykologisk og i forhold til patientforløbet er det langt mere hensigtsmæssigt, at børnene bliver modtaget her, siger hun.

Børne- og Ungeafdelingen på Slagelse Sygehus er den første afdeling i hele Region Sjælland, der har taget det nye modul i brug. Men planen er, at de andre børnemodtagelser på Sjælland også skal tage det nye modul i brug snarest.

- Vi kommer til at være frontløbere for børneafdelinger på Sjælland. Det betyder, at vi sætter det i gang, prøver det af og får løbet nogle af 'børnesygdommene' af, og så skal de andre børnemodtagelser på Holbæk, Roskilde og Nykøbing også bruge modulet inden for det næste stykke tid, så alle børneafdelinger kan få gavn af det arbejde, der er lavet i Slagelse, fortæller Cæcilie Trier Sønderskov.

Det nye ASAP-modul har været to år undervejs, og det blev derfor fejret med både balloner, snacks og tale mandag morgen.