Kreativ Uge på Næstved Sygehus: Et vigtigt led i de sygeplejerskestuderendes uddannelse
MERE END 90 DAGE GAMMEL
onsdag den 8. november 2023
Hvor mange af jer har prøvet at anlægge et PVK før?
Sådan blev færdighedstræningen indledt til Kreativ Uge, som blev afholdt på Næstved Sygehus.
Her lagde de sygeplejerskestuderende på 5. semester ud med at øve sig i at anlægge et Perifert Vene Kateter - der også kaldes et PVK.
Færdighedstræningen var dog bare ét punkt af mange i det fem dage lange program, som Kreativ Uge bød på.
- Spændende undervisning
For i løbet af ugen har de studerende blandt andet fået oplæg fra en socialsygeplejerske, fra ambulance-behandlere, de har fået en indføring i samarbejdet mellem sektorer og trænet at anlægge kateter og sonde samt at ophænge væske og blod.
- Det har været fedt både at møde og høre fra folk, der ikke er umiddelbare samarbejdspartnere, eller som man i hvert fald ikke er klar over også er samarbejdspartnere, fortæller Maria Alberte, som var en af de studerende, der deltog i Kreativ Uge.
Sammen med sin medstuderende Linea, skulle Maria Alberte efter et oplæg selv give sig i kast med at anlægge et PVK på en øve-hånd.
- Det er også spændende at blive undervist af personer, der stadig arbejder som sygeplejersker. Underviserne på skolen arbejder jo ikke længere som sygeplejerske, og det giver bare noget andet at blive undervist af nogle, der bruger det hver dag i deres arbejde, og som har bred erfaring med netop det, de underviser i, fortæller Linea.
Kreativ Uge er højt prioriteret
Vicedirektør Anne Grethe Larsen fortæller, at Kreativ Uge er noget, man på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse prioriterer højt, blandt andet fordi det af de studerende opleves som et vigtigt led i deres uddannelse.
- De studerende, der har deltaget i Kreativ Uge, er mødt op med store forventninger og et godt engagement blandt andet, fordi en del af dem har hørt om det fra tidligere deltagere. Når ugen er omme, har de også givet positiv feedback på programmet, og det er tydeligt, at det har skabt værdi for dem at deltage, siger Anne Grethe Larsen og fortsætter:
- De peger specielt på den vekslen, der er hele ugen mellem viden, færdighedstræning og holdningsdrøftelser. Det styrker dem både fagligt og personligt, og så er det også en god mulighed for dels at gøre overgangen fra studerende til ansat mere tryg, og dels at lære dem om det vigtige samarbejde, der er på tværs af sektorer og faggrupper.
Kreativ Uge er et samarbejde mellem Næstved Slagelse og Ringsted sygehuse og Professionshøjskolen Absalon.