Gå til indhold

Nyt udstyr i Klinisk Biokemisk Afdeling: Kan foretage 1300 forskellige analyser

Mandag blev nye analyseapparater og et nyt bånd indviet på Klinisk Biokemisk Afdeling.
Der var bobler og kage til fejringen af det nye udstyr i Klinisk Biokemisk Afdeling.
Det nye udstyr blev fejret med bobler og kage mandag.

- Tillykke med, at vi er komet så langt. Tillykke med båndet og tillykke til os.

Sådan lød det mandag formiddag fra Stina Thon, der er overbioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Slagelse Sygehys.

Afdelingen kunne nemlig her fejre indvielsen af et nyt bånd, der transporterer prøver, og nye analyseapparater, der kommer til at betyde mindre manuelt arbejde for bioanalytikerne.

For nu kan prøver fra hele sygehuset placeres på båndet, og så bliver stregkoden aflæst, og den korrekte analyse bliver gennemført. De fleste prøver kommer endda direkte på båndet via sygehusets rørpostsystem.

- Systemet har været set før her i afdelingen, men det nye er, at det er blevet mere smart, fordi det er helt ny teknologi. Det betyder også, at der er mindre manuelt arbejde for os bioanalytikere. Vi skal fremover kun håndtere de prøver, der giver problemer, siger Pernille Vive, der er specialist-bioanalytiker, og som har været med til at implementere det nye bånd og de nye analyseapparater.

Prøverne ankommer gennem et rørpostsystem, der er forbundet med alle afdelinger på sygehuset.
Her kommer prøverne på det nye bånd via sygehusets rørpostsystem.

Siden tirsdag i sidste uge har afdelingen haft gang i det nye bånd, og indtil videre er det gået godt, fortæller Pernille Vive.

- Det kan foretages omkring 1.300 forskellige analyser på båndet, og de er alle blevet defineret enkeltvis og har fået en specifik rute på båndet. Vores job er at modtage prøverne og finde ud af, hvad vi gør ved dem, og det smarte ved det her bånd er, at vi nu kan placere prøverne der. Hvis der så opstår problemer med en prøve, skal vi håndtere den, men ellers kører det automatisk, siger hun. 

Afdelingen begyndte at bygge om og gøre klar til de nye apparater i foråret 2023. Og mens ombygningen stod på, skulle alle prøve håndteres manuelt.

- For vores afdeling betyder det her nye udstyr, at vi igen har automatisk processer, som vi tidligere har været vant til. Det apparatur, vi havde før, var slidt, og det gav også en del nedbrud. Vi håber derfor, at det nye udstyr betyder færre nedbrud, for det har i sidste ende også en betydning for svartiden på prøverne, fortæller Stina Thon.

Overbioanalytikeren fortæller også, at det nye udstyr er blevet taget godt imod af alle i afdelingen, og at man næsten er i mål med oplæringen af de ansatte i de nye apparater.

Prøverne transporteres på et nyt bånd til det analyseapparat, der skal analyserer prøven.
Prøverne transporteres mellem analyseapparaterne på et bånd.

- Medarbejderne synes, det har været spændende med nye apparater, og de er også gået til det med ildhu. Lige nu er det et helt nyt system, og derfor opstår der også problemer en gang i mellem. Men med tiden regner vi med at have et system, der bare kører, afslutter Stina Thon.

I videoen kan du se det nye bånd, hvor prøver kører rundt til forskellige analyser.

Video af de nye apparater

Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies