Netværk styrker AP-læger fagligt og socialt
MERE END 90 DAGE GAMMEL
tirsdag den 25. april 2023

Der er smil over hele linjen, når lægerne i hoveduddannelsesforløbet i almen medicin på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse er samlet i deres netværk en gang om måneden. Netværk for AP-læger eller NAP har nemlig både en faglig og en social funktion.
- Det betyder rigtig meget i forhold til at få en form for kollegial sparring med dem, der er indenfor det samme speciale som en selv. For når vi er spredt rundt på de forskellige afdelinger, er det i hverdagen svært at ses, fortæller Signe Nørgaard, der netop har været i pædiatrien og nu skal i Akutafdelingen, inden hun vender tilbage til praksis.
Her i 2023 er Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse indtil videre lykkedes med at besætte syv og at 10 hoveduddannelsesforløb i almen medicin - mod nul i samme periode sidste år.
Men nu er udviklingen vendt og det glæder vicedirektør Henrik Stig Jørgensen, som håber, at etableringen af netværket har været med til at gøre det mere attraktivt at søge hoveduddannelsesforløbet hos NSR.
- Det er vi rigtig glade for. For vi mener selv, at vi er et godt uddannelsessted for kommende praktiserende læger, der hos os får stor erfaring i for eksempel at behandle patienter med multisygdom, som får mange flere af fremover, især i Region Sjælland, siger han.
Ásthildur Árnadóttir er Uddannelseskoordinerende Yngre Læge (UKYL) og en af tovholderne i netværket og hun mener også, at netværket gør en forskel for fremtidens praktiserende læger med undervisning i alt fra diabetes, hjertesvigt og palliation til besøg af en revisor, der fortæller om økonomien omkring praksiskøb.
- Vi får undervisning som er almen-praksis relevant, så vi vedligeholder det fokus. Og så mødes vi socialt på tværs af afdelinger og har et rum til snak og erfaringsudveksling, forklarer hun.
Ideen til netværket fik NSR på et halvårligt møde, hvor hoveduddannelseslægerne fortæller om deres udfordringer og ønsker.
Udover netværket har NSR også fokus på at tilpasse uddannelsesforløbene til ansøgerne ved for eksempel at tage hensyn til geografi og særlige ønsker om ophold bestemte steder.