Sammen er vi bedst. Vores strategi bidrager til at skabe stærke fællesskaber, trygge læringsmiljøer og kvalitet, der kan mærkes i patientbehandlingen.
Hvorfor en Uddannelsesstrategi?
Vores Uddannelsesstrategi – 'Sammen om lægelig videreuddannelse 2026-2027' er en strategi, et samarbejdsforum og et kommunikationsværktøj, der bidrager til at skabe en fælles forståelse af lægefaglig uddannelse på Midt- og Vestsjællands Hospital. Uddannelseslæger, uddannelsesansvarlige og vejledere, samt ledere på afdelingen og sygehuset, samarbejder om at sikre, at strategien lever og videreudvikler sig til konkrete tiltag på den enkelte afdeling.
Vi laver halvårlige evalueringer for at sikre, at vi gør det vi siger i strategien, nemlig at skabe et trygt uddannelses- og arbejdsmiljø, hvor kvaliteten tydeligt afspejler sig i patientbehandlingen.
Hvert år afholder vi en hel eller halv temadag for lægefagligt uddannelsespersonale, hvor vi arbejder aktivt med emner fra strategien - for eksempel trivsel og feedback. Workshops på temadagene danner grobund for det videre arbejde med emnet, og ud fra det laver vi et holdningspapir, der skaber et fælles sprog og en fælles forståelse for det pågældende emne på tværs af vores afdelinger.
I vores holdningspapir om supervision finder du inspiration til forskellige former for supervision. Dokumentet anvendes til forventningsafstemning, vejledersamtaler og planlægning af supervision i hverdagen.
I vores holdningspapir om feedback finder du, både som uddannelseslæge og vejleder, tips og tricks til at planlægge og sikre kvalitet i dialog og uddannelse.
Vores strategi er et redskab til at hjælpe os på rette vej. Vi ser bestemt ikke strategien som en endestation, hvor vi parkerer vores ambitioner og klapper os selv på skuldrene. Vi ser et sygehus som en levende organisme, hvor der er udviklingspotentiale i enhver lærings- og patientsituation. Derfor bliver vi aldrig færdige med vores strategiske arbejde. Målet er, at vi for hvert uddannelsesforløb, hvert år, hver måned og hver dag, forbedrer kvaliteten til gensidig glæde for både patienter og personale.