Kendt Jordemoderordning
I Kendt Jordemoderordning følges I gennem graviditeten af tre jordemødre, som varetager jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse (primært for førstegangsfødende) og åbent hus arrangementer. Det er målsætningen, at det vil være én af de tre jordemødre, der er med ved fødslen. De besøger jer også efter fødslen. Læs mere om ordningen nedenfor.
Et tilbud til udvalgte gravide
Hvis der er plads i Kendt Jordemoderordning, så I kan tilbydes en plads ordningen, ringer vi dig op og informerer om tilbuddet.
Som gravid i Kendt Jordemoderordning skal I forberede jer på, at planlagte aftaler kan risikere at blive udskudt med kort varsel. Det kan ske, hvis der er sammenfald af fødsler eller andre akutte henvendelser.
Man kan ikke udvælge én specifik jordemoder til sin fødsel, da de tre jordemødre er på vagt på skift. Ordningen fungerer sådan, at der hele tiden er to jordemødre på kald hjemmefra. I ringer direkte til dem ved behov for kontakt i løbet af graviditeten. Det kunne f.eks. være ved smerter, mindre liv, blødning, veer, vandafgang eller ved andet behov.
Hvis der opstår spørgsmål, hvor I kan vente lidt på svar, har I mulighed for at skrive til jordemødrene på skrift via MinSP-app'en. Jordemødrene får beskeden og kan svare indenfor 24 timer.
Jordemødrene har konsultation i Sorø.
Efter fødslen
Førstegangsfødende i ordningen tilbydes ophold på Mor-Barn afsnittet efter fødslen. Foretrækker man som førstegangsfødende at gå hjem ambulant dvs. 4-6 timer efter fødslen, tilbyder jordemødrene jer i ordningen et hjemmebesøg dagen efter.
På anden eller tredjedagen efter fødslen tilbydes alle i ordningen et efterfødselsbesøg i hjemmet. Her tager én af de tre jordemødre PKU-hælprøve og hørescreening på barnet. Her er der også mulighed for at få støtte til amning, og hvis du har fået en bristning ved fødslen, kan de også tilse den.
Ca. 1-2 måneder efter fødslen tilbyder jordemødrene efterfødselssamtale i hjemmet, typisk med den jordemoder, der var med ved fødslen.
Kontakt
Opdateret torsdag den 27. apr. 2023