Mor-Barn afsnittet - Normale og komplicerede barselsforløb
Mor-Barn afsnittet er både for normale og komplicerede barselsforløb. Vi tilbyder råd og vejledning i alt vedrørende det nyfødte barn. Vi svarer gerne på jeres spørgsmål om pleje, amning og alt vedrørende barselstrivsel generelt.
Du kan finde kontaktoplysninger og anden praktisk viden om Mor-Barn Afsnittet nedenfor.
På Mor-barn afsnittet kan I møde sygeplejersker, sygeplejestuderende, jordemødre og jordemoderstuderende.
Mor-Barn afsnittets tilbud:
- Ophold for mor, barn og ledsager.
- Indlæggelsestiden varierer normalt fra omkring 1-2 døgn, men opholdet kan forlænges, hvis vi vurderer, at I har behov for det og vi har mulighed for det.
- Førstegangsfødende tager som regel hjem efter 24-36 timer
- Kvinder som har født ved kejsersnit går normalt hjem efter en til to overnatninger
- Flergangsfødende, der føder ambulant bliver udskrevet samme dag fra fødestuen
- I vil få tilbudt en efterfødselskonsultation på barnets 3. levedag, hvor der udføres hørescreening og PKU på barnet, samt efterfødselssamtale med en jordemoder. Ved denne samtale følger jordemoderen op på din og dit barns tilstand, og du har mulighed for at drøfte fødslens forløb med jordemoderen.
Op til syv dage efter fødslen har du mulighed for at henvende dig telefonisk til Mor-Barn afsnittet døgnet rundt, hvis du har brug for hjælp eller rådgivning. Vi vil evt. invitere dig ind i afsnittet, hvis spørgsmålene ikke kan klares over telefonen.
Har du allerede haft kontakt til sundhedsplejersken, er det denne du kontakter, og er det udenfor normal åbningstid, kan man kontakte vagtlægen.
Klik på linket nedenfor og se vores korte film om den første tid efter fødslen.
Video om den første tid efter fødslen
Videoerne guider dig igennem:
- Samvær med jeres nyfødte
- Amning de første dage
- Det nyfødte barns trivsel
- Modermælken og barnets tegn på sult
- Barnets vandladning og afføring
- Kroppen efter fødslen
- Knibeøvelser
Du kan også se vores korte film om fødselsrifter og bristninger:
Video om fødselsrifter og bristninger
Tal med din barselssygeplejerske, jordemoder eller læge, hvis du har spørgsmål til dit forløb.
Ved indlæggelse får I støtte og vejledning i
Barnet er hos dig under hele indlæggelsesforløbet, så I hurtigt bliver fortrolige med barnets signaler. Desuden opfordres til hud mod hud kontakt, så meget som muligt. Det anbefales, at barnet er mindst otte timer hud mod hud hos moderen om dagen i den første tid.
De fleste børn bliver ammet, og hvert enkelt ammeforløb tager udgangspunkt i barnets behov:
Vi anbefaler 4 overordnede råd:
- Am efter barnets behov – mindst 8 gange i døgnet
- God kontakt – Hud mod hud
- God placering – Laid back
- Amning er en fælles opgave. Støtte fra partner er vigtig
Se også Komiteen for Sundhedsoplysnings vejledning om amning og anden ernæring: Ammeassistenten.dk
WHO og Sundhedsstyrelsen anbefaler amning. Personalet i afdelingen og sundhedsplejersken støtter op om ammeetablering. Der kan dog være tilfælde, hvor amningen ikke ønskes eller lykkes, eller er uforenligt med nødvendig medicin for moderen. I disse tilfælde vil vi naturligvis støtte op om kvindens/ familiens valg om at ernære barnet med flaske.
Man kan både give udmalket modermælk eller modermælkserstatning på flaske. Få vejledning fra personalet eller din sundhedsplejerske om dette.
For at finde ud af hvor meget, hvordan og hvor ofte du/I skal give dit/jeres barn mad på flaske, bør du/I lade dit/jeres barn bestemme selv - ligesom hos et barn, der bliver ammet.
Lad det være hyggeligt at give flaske til jeres barn
Måltidet skal altid være forbundet med kontakt og nærhed. Derfor er det bedst, at det er få personer, der giver flaske. Allerbedst er det, at mor eller far står for opgaven.
Når et barn får modermælkserstatning skal det gerne have afføring cirka hver anden dag
Afføringen hos et barn, som:
- Spiser modermælk, er gul og dufter syrligt.
- Får modermælkserstatning er mere brun og lugter som almindelig afføring.
Modermælkserstatning kan give forstoppelse.
Kontakt sundhedsplejersken eller din praktiserende læge, hvis dit barn får svært ved at komme af med sin afføring.
Sådan gør du
Vælg et roligt og komfortabelt sted og undgå unødvendige forstyrrelser.
Vær opmærksom på, at der gælder særlige hensyn til for tidligt fødte børn og børn med særlige behov.
- Se under punktet "Særlige hensyn" længere nede
Barnets position
- Dit barn skal sidde på din arm.
- Det er vigtigt at skifte side fra måltid til måltid.
- God øjenkontakt er vigtig.
- Dit barn har behov for tæt fysisk kontakt.
- Du kan for eksempel sidde med dit barn hud-mod-hud.
Kontroller
- Mælkens temperatur.
- Mælken har den rette temperatur, hvis den føles behagelig på undersiden af dit håndled.
- Hastighed hvormed mælken løber ud af sutten.
- Det er individuelt hvor hurtigt det enkelte barn kan klare, at mælken løber fra sutten.
Om måltidet
- Lad flaskesutten røre dit barns mund
- Når sutten rører dit barns læber, vil det tage fat om sutten, suge det langt ind i munden og begynde at sutte.
- I starten, før dit barn er helt tryg ved sutteflasken, vil du kunne opleve, at dit barn prøver at sutte med åben mund.
- Hjælp dit barn til at få fat om sutten ved forsigtigt at trække dit barns kæbe lidt frem og eventuelt støtte på kinderne, så dit barn lettere danner vakum.
- Dit barn vil ofte sutte meget grådigt i de første minutter af et måltid.
- Derefter vil dit barn finde en rytme, eventuelt med små pauser, hurtig vejrtrækning og hvile.
- Efterhånden vil sutteperioderne blive kortere og hvileperioderne længere.
- I slutningen af et måltid vil dit barn ofte tage enkelte sug med lange pauser imellem.
- Et nyfødt barn vil herefter ofte falde i søvn.
- Lad dit barn bøvse under og efter måltidet
- Dit barn kan bøvse af, mens det sidder ansigt til ansigt med dig, eller mens det ligger over din skulder.
Særlige hensyn
Tag særlige hensyn, når du giver flaske til:
- Det for tidligt fødte barn.
- Børn med særlige sygdomme, der gør det svært for dem at kombinere sutte-/synkerefleksen.
Enkelte børn kan have svært ved at ligge på ryggen på armen.
De har brug for at ligge mere på siden, som når der ammes, men stadig med en arm omkring barnets hoved.
Børnene:
- Kan ikke altid koordinere sutte-/synketeknikken.
- Kan have brug for mange små pauser under måltidet.
- Barnet styrer som udgangspunkt selv disse pauser.
- Holder barnet en pause med flasken i munden, så tip flasken lidt nedad, så mælken ikke løber ud af den.
- Tag kun flasken ud af barnets mund, når der skal holdes "bøvsepause" for at mindske luftindtag og risiko for fejlsynkning.
- Pres aldrig barnet til at spise op.
Hvor ofte skal barnet spise
I starten vil et nyfødt barn, der får flaske - ligesom et barn, der ammes - spise hyppigt og uregelmæssigt.
Et barn der får flaske:
- Skal have mad, når det er sultent.
- Skal spise så meget og så længe, det har lyst.
Hæld eventuelt lidt mere mælk i flasken, end du forventer, at dit barn kan spise. På den måde kan dit barn selv vælge mængden af mælk. I løbet af døgnet, vil dit barn nogle gange spise lidt mere og andre gange lidt mindre.
Hvor meget skal barnet have
Et barn får sit behov for næring dækket, når det selv bestemmer:
- Hvor tit det vil spise.
- Hvor meget det vil spise.
I den første måned skal barnet have 1/6 af sin vægt pr. døgn.
Fra 2-6 måneder skal barnet gradvist reduceres til at få 1/9 del af sin vægt pr. døgn.
Beregningen er vejledende.
Pres aldrig barnet til at spise op.
Ved pusling/bleskift skal du observere navlen og huden.
Vi anbefaler, at du sætter bleen, så navlen får luft, og dermed hurtigere falder af.
Vi vejleder dig i, hvad du ser i bleen i forhold til mængde og udseende.
Vær generelt opmærksom på din håndhygiejne.
Vask dig efter hvert toiletbesøg. Du bør skylle/vaske dig så længe du bløder og så længe, der kommer farvet udflåd fra vagina, uanset om du har født vaginalt eller ved kejsersnit.
Vi holder en udskrivningssamtale med dig og din ledsager, når i skal hjem.
I vejledes omkring barnets ernæring her og nu, og om at sundhedsplejersken vil tage kontakt til jer om at komme på besøg indenfor den første uge.
Klik på linket nedenfor og se vores korte film om planlagt kejsersnit.
Videoerne er primært rettet til dig, der skal føde ved planlagt kejsersnit. Vi anbefaler også, at din partner eller nære pårørende ser dem.
Videoerne guider dig igennem:
- Det forventede forløb
- Gode råd til dagen inden operationen
- Vejledning om faste m.m. på dagen for kejsersnittet
- Vejledning i forløb ved indlæggelsen, bedøvelsen og selve operationen
- Tiden på opvågningsafsnittet
- Tiden på Mor-Barn afsnittet
- Udskrivelsen
- Og den første tid hjemme
Hvis du har fået akut kejsersnit, er videoerne om tiden på Mor-Barn afsnittet, udskrivelsen og den første tid hjemme også gode at se.
Tal med din jordemoder, læge eller barselssygeplejerske, hvis du har spørgsmål til dit forløb.
Praktisk om indlæggelse
Vi har 8 stuer med eget bad og toilet. Her har du og en ledsager mulighed for at overnatte, og din ledsager kan være til stede under indlæggelsen og hjælpe dig med de praktiske ting. Vi sætter stor pris på, at du som ledsager hjælper den nybagte mor med at skifte sengetøj efter behov, rydde op på stuen, hente mad og drikke og aflaste mor, så hun kan hvile – også i nattetimerne.
Du har mulighed for at kalde personale til stuen ved hjælp af klokkesnoren, og vi forventer, at I kalder på os, hvis I har brug for hjælp eller har spørgsmål i forhold til jeres barn, jer selv, amning eller andet.
Som pårørende kan du støtte og hjælpe. Både praktisk i forbindelse med pleje, men også ved at lytte og stille spørgsmål.
Pårørende er velkomne i afsnittet inden for besøgstiden. Aftal gerne med dine pårørende hvor hurtigt, og hvornår I helst vil have besøg.
Du og din partner har brug for meget hvile og ro. Det er især vigtigt af hensyn til amningen, og fordi du ofte er vågen om natten.
Vi anbefaler jer, at give jeres pårørende besked om at I siger til, når I er klar til besøg.
Desuden opfordrer vi jer til at informere jeres pårørende om vores besøgstid, der er mellem kl. 15.00-17.00. I vil blive orienteret videre herom, når vi modtager jer i vores afsnit.
Du må gerne have din mobiltelefon hos dig, men vær opmærksom på brugen af din mobil, da det er et forstyrrende element for den tidlige kontakt til dit barn.
Ligeså gælder brugen af TV´et på stuen.
Brug tiden på at lære dit barn at kende.
På sengestuen har du et skab stillet til rådighed, som er muligt at aflåse. Her skal du opbevare tasker, tøj og eventuelle værdier. Hvis du medbringer værdier, er det på eget ansvar.
Vi serverer tre hovedmåltider til den indlagte, der har født. Tidspunkterne for måltider står på informationstavlen på stuen.
Ledsager kan få morgenmad i afdelingen. Derudover kan ledsager vælge selv at medbringe mad og drikke eller købe det i sygehusets kantine, der ligger tæt ved sygehusets hovedindgang i dagtiden. Udenfor åbningstid henviser vi til automaterne i forhallen.
Der er mulighed for at sætte mad og drikkevarer på køl på jeres egen stue. Hvis I har brug for at opvarme mad kan I anvende mikroovnen i fællesarealet ved køkkenet eller ved at spørge personalet.
Pårørende er også velkomne til at medbringe mad.
Vi beder dig medbringe:
- Babydyne + 2 betræk til babydyne
- Ca. 5 sæt babytøj
- Stofbleer, ca. 10 stk.
- Babybleer (efter eget valg)
- Vådservietter (efter eget valg)
- Pusleunderlag (f.eks. et håndklæde)
- Sutteflasker, hvis dit barn skal flaskeernæres.
- Evt. ammepude eller anden pude/dyne til støtte
- Dyne og pude + betræk til ledsager
- Toiletsager og håndklæde til mor og ledsager, som til en weekendtur
- Tøj til mor og ledsager (f.eks. afslappet- og ammevenligt tøj, en skjorte til ledsager, som derved lettere kan have hud mod hud- kontakt med barnet og lette sko)
- Snacks efter eget behov, f.eks. frugt og chokolade
Vi henstiller til, at du og din partner er påklædte under ophold på fællesarealer af hensyn til både jer selv og andre.
Plejepersonalet ønsker at medvirke til at give jer som familie, den bedst mulige start med jeres nyfødte barn. Sammen med jer tilrettelægger vi den pleje, I som familie har behov for.
Vores vejledning vil ændre sig i takt med at dit barn bliver ældre, time for time, dag for dag.
Derfor er det vigtigt at du siger til os, hvis vores vejledning ikke giver mening, så vi har mulighed for at rette det til for dig.
Tal med os om det, I føler jer usikre på.
Du bløder som ved en kraftig menstruation de første dage efter fødslen. Der kan også komme enkelte klumper af blod. Hvis du synes, at din blødning er meget kraftig, eller der kommer flere klumper af blod, skal du informere personalet.
Udskrivelse
Du og dit barn udskrives efter aftale og i samarbejde med plejepersonalet.
Når du gerne vil hjem, skal du kontakte personalet. Vi vil gerne tale med jer om den første tid i hjemmet, og hvor I kan henvende jer, hvis I får brug for hjælp i tiden efter udskrivelsen.
Jordemoderen informerer jeres sundhedsplejerske om fødslen. Hun vil kontakte jer få dage efter fødslen med henblik på første besøg 4-6 dage efter fødslen.
Hvis en sundhedsplejerske ikke har kontaktet jer på 5. dagen, anbefaler vi, at I kontakter sundhedsplejen. I finder nummeret på kommunens hjemmeside.
Alle kvinder, der føder i Region Sjælland, får tilbudt en efterfødselskonsultation i kombination med hørescreening af barnet.
Uanset om du er indlagt eller udskrevet, vil du blive tilbudt samtale med jordemoder inden for 2-3 dage efter fødslen. Ved denne samtale følger jordemoderen op på din og dit barns tilstand, og du har mulighed for kort at drøfte fødslens forløb med jordemoderen.
Ved samtalen kan du også tale med jordemoderen om:
Amning
Eventuelle smerter eller gener efter fødslen
Bækkenbundstræning
Tilknytning til det nyfødte barn
Tilværelsen som forældre
Sexliv og parforhold.
Der er også mulighed for at tale om en eventuel næste graviditet, hvis du allerede gør dig tanker om det.
Vi kan i særlige tilfælde tilbyde en efterfødselssamtale. Kontakt os, hvis du har brug for dette.
Hvis I ikke er gift, når jeres barn bliver født, kan I registrere faderskabet for at fastslå, hvem der er i juridisk forstand er far til barnet. Ved registreringen skriver I under på, at I vil drage omsorg og ansvar for barnet, og I opnår i den forbindelse fælles forældremyndighed. Læs mere på Borger.dk.
I kan indgive omsorgs- og ansvarserklæring til personregisterføreren senest 14 dage efter barnets fødsel.
Flere informationer
Læs mere om amning og dit barns udvikling:
Du kan finde ny og evidensbaseret information og vejledning om amning her: Ammeassistenten. Hjemmesiden er udarbejdet af Kompetencecenter for amning/Komiteen for Sundhedsoplysning.
Se video og læs mere om amning på www.sundhed.dk
”Amning - en tryg start”, Ingrid Nilsson, komiteen for sundhedsoplysning
Korte videofilm fra hjemmesiden www.trygmedbarn.dk
Kontakt Mor-Barn Afsnittet
Adresse
Åbningstider
Besøgstider
Det er vigtigt med hvile og ro - også i dagtid, da barnet vågner gennem natten.
Ring til os
Afdelingen kan kontaktes op til 7 dage efter fødslen ved behov for rådgivning fra Mor-Barn afsnit. Sundhedsplejerske og egen læge/vagtlæge kan også kontaktes.
Plejepersonale på Mor-Barn afsnittet
Skriv til os
Opdateret torsdag den 6. jun. 2024