Gå til indhold

Børneinkontinens

Se kontaktoplysninger
Undersøgelse og behandling af børn og unge under 18 år, der har problemer med vandladning og afføring.

Ved første ​besøg

Du skal fra 1.4.2023 have henvisning fra egen læge til Børneinkontinensklinikken.
Børneinkontinensklinikken er en del af børneambulatoriet og ligger på samme adresse.

Inden du kommer her første gang, er det rart for dig at vide hvad der skal foregå. Du kan glæde dig til at komme på klinikken og få hjælp.

Vandladning​suheld/problemer

Har du vandladningsproblemer skal du, inden du møder første gang, udfylde et væske- og vandladningsskema
Her skal du i tre dage skrive ned, hvor meget du drikker, og på hvilke tidspunkt af dagen du drikker. Du skal også skrive, hvor meget du tisser, hver gang du er på toilettet. Du kan for eksempel bruge et litermål til at tisse i.
Når du har målt, hvor meget du har tisset, skal du skrive det ind i skemaet. Det bedste er, at udfylde skemaet i en weekend, hvor du har tid til det, og ikke er i skole eller børnehave.
Det er meget vigtigt, at du laver skemaet.
Oplysningerne på skemaet bruger vi til at se om din urinblære arbejder som den skal i forhold til din alder. Det er vigtigt, for at vi kan finde en god behandling til dig. Skemaet tager du med, når du kommer.

Undersøgelser​

Her kan du se, hvilke undersøgelser vi foretager, og hvordan de foregår.

Flowmåling (uroflowmetri)

Det er vigtigt at du møder med fyldt blære, så drik godt inden du kommer. Du skal nemlig tisse på et lidt specielt toilet, som måler hvor meget du tisser og hvor hurtigt. Derfor er det vigtigt at du har fyldt blære, når du kommer hos os. Mor og far må gerne være med på toilettet.
Resultatet af flowmåling taler vi om under besøget.

Blærescanning

Vi skanner din blære, når du har været ude at tisse. Så kan vi se om du tømmer den helt, som man skal. Du får lidt kold creme på maven og det kilder lidt, men det gør ikke ondt.

Afføringsproblemer, afføringsuheld, bremsespor og forstoppelse

Inden du møder første gang sender vi dig en afføringsdagbog​. Her skal du registrere dit afføringsmønster (og uheld) over 14 dage.

Afhængigt af problematikken laver vi en rectumskanning, en skanning der kan give en ide om du er forstoppet. Det foregår ved at du får et lille ultralydshoved sat på maven. Du får lidt kold creme på maven og det kilder lidt, men gør ikke ondt.

Det videre f​orløb

Når vi har lavet alle disse undersøgelser laver vi sammen en plan for hvad du skal gå hjem og øve dig på.
Vi har mange muligheder, så vi skal nok finde noget, der passer dig. Vi vægter højt at barnet er i centrum og at dialogen foregår i børnehøjde.

Blæreskole eller tarmskole

En af behandlingsmulighederne er, at du deltager i vores Blæreskole eller vores Tarmskole. Holdet vil bestå af ca. 5-6 børn, såvel drenge som piger i alderen 6-10 år. Forløbet består af 1 ( evt 2) besøg i Blæreskolen eller Tarmskolen.
Herefter laver vi sammen plan for dig, evt afsluttes.
Et besøg i blæreskolen eller tarmskolen varer ca 2 timer. Ved første besøg i klinikken vil sygeplejersken vurdere om dette kunne være et godt tilbud til dig.

 

Vi glæder os til at se dig og din familie. 

Adresse

Slagelse Sygehus

Børne- og Ungeambulatoriet

Fælledvej 2C

4200 Slagelse

Se kort

Find vej på Slagelse Sygehus

Ring til os

Mandag - fredag kl. 08.00-12.00.
Mandag - fredag kl. 12.00-15.00 (akutnummer oplyses på telefonsvarer)

Tlf. 58 55 34 00

Tlf. 58 55 34 00