Gå til indhold

Børne- og Ungeafsnit (BUA)

Se kontaktoplysninger
Her kan du finde informationer om indlæggelse, undersøgelse og behandling af syge børn og unge i alderen 0 til 18 år.
Legerum på BUA

Indlæggelse

Børne- og ungeafsnittet (BUA) er en almen pædiatrisk afdeling, der modtager børn og unge i alderen fra 0 til 18 år i alle specialer, hvor vi har regionsfunktion i reumatologi og socialpædiatri. 

Vi varetager plejen af kirurgiske børn indenfor ortopæd- og mave/tarmkirurgi og vi har vores egen BørneAkutModtagelse (BAM), som ligger i forbindelse med vores sengeafsnit.

Vi er et afsnit med plads til 18 indlagte børn og unge, som altid har en forælder eller en primær omsorgsperson medindlagt. Vi sætter sygeplejefagligheden højt med fokus på familiecentreret pleje/tildelt patientpleje i et tæt og respektfuldt samarbejde med det syge barn, den unge og deres forældre. 

Indkaldelse

For 0-14-årige sender vi indkaldelser til behandling og undersøgelse i forældremyndighedsindehavernes e-boks. De 15-17-årige modtager indkaldelser deres egen e-boks.

Døgnrytme

  • 07.15 - 07.30: Sygeplejekonference mellem nattevagt og dagvagt
  • 08.00 - 09.00: Morgenmad
  • 08.30 - 09.00: Lægekonference
  • 09.00 - 09.15: Sygeplejersker og læger forbereder stuegang
  • 09.30 - 12.00: Stuegang
  • 12.00 - 13.00: Middagsmad
  • 12.15 - 13.00: Lægekonference
  • 13.00 - 15.00: Stuegang fortsætter
  • 15.15 - 15.30: Sygeplejekonference mellem dagvagt og aftenvagt
  • 17.30 - 18.30: Aftensmad
  • 23.15 - 23.30: Sygeplejekonference mellem aftenvagt og nattevagt

Undersøgelse og behandling​

Vi undersøger og behandler børn og unge med medicinske og kirurgiske sygdomme.

Vi står for pleje og lægelig støtte efter behov, mens det lægelige ansvar er placeret hos den specialiserede afdeling.

Hvis barnet/den unge bliver indlagt akut, er det en læge og plejepersonalet, der tager imod. Inden for de første 24 timer bliver barnet/den unge vurderet af en læge og en sygeplejerske, som lægger en plan for indlæggelsen og for undersøgelser og behandling.

Forældre​

Når et barn/en ung er indlagt, skal en forælder/anden omsorgsperson overnatte sammen med barnet/den unge og kan få mad og drikke på afdelingen.

Enestuer

Alle får tilbudt en enestue med tilhørende badeværelse. Der er tv på alle stuer.​

​Aktiviteter på afdelingen​

De mindre børn kan lege og være med til forskellige aktiviteter, lege og spil på afsnittet. 

Vi har i løbet af ugen besøg af vores hospitalsklovne fra De Danske Hospitalsklovne. De er sammen med barnet på barnets præmisser og kan gå med barnet til diverse undersøgelser, hvis det ønskes.

Vi har også besøg af Legeheltene og Kreaheltene. De er en del af Børneulykkesfonden. De arbejder for at skabe et frirum for de indlagte børn, hvor omdrejningspunktet er leg, bevægelse og kreativitet, og hvor sygdom træder i baggrunden for en stund. Et frirum, hvor der er plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab.

Hospitalsklovne

Udskrivelse - når du skal hjem

Hvis barnet/den unge igen har behov for lægehjælp indenfor de første 24 timer, kan BUA kontaktes. Derefter skal der tages kontakt til egen læge, eller i akutte tilfælde 1818. 

Det er vigtigt, at barnet/den unge/forældrene er trygge ved udskrivelsen. Stil spørgsmål, hvis der er tvivl. Der skal blandt andet være svar på følgende spørgsmål:

  • Hvilken medicin skal der gives/tages?
  • Er der noget, man skal være særligt opmærksom på?
  • Hvilke aftaler er der om opfølgning?
  • Inden barnet/den unge skal hjem, skal I snakke med personalet om barnets/den unges forløb, medicin og plan for den kommende tid.

Der er muligvis foretaget prøver eller undersøgelser, som der endnu ikke foreligger svar på før udskrivelsen. Vi ser svarene på undersøgelserne. Hvis der er behov for ændringer i de aftaler eller behandlinger, vi har lavet med Jer, vil I blive kontaktet af os med en besked i MinSP eller pr. telefon.

Hvis der er medgivet en opfølgende tid hos os, vil I få svar på prøverne eller undersøgelserne der. 

Hvis der ikke har været behov for at aftale en opfølgning hos os, kan svarene ses via APP'en MinSP, MinSundhed eller på sundhed.dk

Hvis du har været patient hos os og er 15 år eller derover kan du logge på med MitID.

Hvis man har forældremyndighed, kan man hos sekretæren eller sygeplejersken få hjælp til at få adgang til ens barns informationer, når man selv logger på med MitID.

Nogle gange kan et prøvesvar være markeret rødt eller med en pil. Det behøver ikke at betyde, at der er noget galt. Vi vurderer betydningen af sådan et prøvesvar og kontakter dig, hvis der er behov for en handling.

Hvis der ikke er planlagt opfølgning på Børne- og Ungeafdelingen, kan der tages kontakt til egen læge, hvis der er behov for at drøfte prøvesvar. 

Børnelægernes børnetips

Besøg på sygehuset: Vigtig information

Du kan gøre en forskel

Som pårørende kan du støtte og hjælpe. Både praktisk i forbindelse med pleje, men også ved at lytte og stille spørgsmål.

  • Tag med på sygehuset.
  • Hjælp med det praktiske.
  • Lyt efter og husk, hvad personalet fortæller.
  • Stil spørgsmål til undersøgelser og behandling. Skriv gerne spørgsmålene ned hjemmefra.

Husk som gæst på sygehuset:

  • Vask og sprit dine hænder
  • Vis hensyn i hviletiden og når personalet skal tale med eller behandle andre patienter
  • Sæt din telefon på lydløs
  • Benyt høretelefoner, hvis du hører musik eller ser film på din tablet eller computer.

Min Sundhedsplatform

Få overblik over dit barns aftaler, prøvesvar, journal og andre sundhedsoplysninger.

Få adgang til dit barns journal

Hvis du er forælder til et barn under 15 år, kan du få adgang til barnets profil ved at udfylde en aftaleerklæring og aflevere den fysisk til den afdeling, du er tilknyttet.

Du kan finde erklæringen, som du skal udfylde her

Hygiejne

Rene hænder redder liv - bakterier og virus spr​eder sig via hænderne. Vask dine hænder grundigt - og sprit dem af bagefter. Så er risikoen for at sprede bakterier mindre.

Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Blomster

På grund af hygiejne må du ikke medbringe planter med jord på. Afskårne blomster er ok.

Kontakt

Adresse

Slagelse Sygehus

Børne- og Ungeafsnittet

Fælledvej 13, stuen

4200 Slagelse

Se kort

Find vej på Slagelse Sygehus

Besøgstider

Vi har fri besøgstid - vis hensyn!

Ring til os

Åbent døgnet rundt

Tlf. 58 55 34 70

Tlf. 58 55 34 70